I denne episode af Bare en frokost har vi besøg af Jesper Theil Thomsen, medstifter og CEO af Soundboks – virksomheden bag de ikoniske festival højtalere, der har sat lyd til utallige fester og oplevelser verden over.
Jesper tager os med på en rejse fra de spæde start dage, hvor han og hans medstiftere kæmpede for at slå igennem, til hvordan de kom ind i en eksklusiv amerikansk accelerator og udvidede forretningen til USA. Vi får også et indblik i hans hverdag som CEO, hans vigtigste telefonopkald nogensinde, og hvorfor Soundboks ikke kun handler om høj musik – men også om fællesskab.
Dyk ned i en inspirerende samtale om iværksætteri, ambitioner og den unikke kultur, der har gjort Soundboks til meget mere end bare en højtaler.
- Til dem, der ikke ved det – kan du fortælle lidt om, hvem du er?
"Jeg hedder Jesper, og jeg er medstifter og direktør i Soundboks, hvor vi laver højtalere".
- Ja, jeg tror godt, folk kender Soundboks.
"Ja præcis, festival er festival, ikk’?"
- Nu nævnte du selv, at I er kommet ind på både det tyske og det amerikanske marked, hvor konkurrencen er hård. Har I nogle learnings, I kan dele?
"Ja, det handler meget om test & learn. Vi har også prøvet en del markeder, der slet ikke har fungeret. Fra dag ét i Norge gik det virkelig godt, men vi har forsøgt i Sverige i fem år, og det virker bare stadig ikke."
- Det er jeg virkelig glad for, at du siger – vi har også prøvet i Sverige, og det føles helt umuligt!
"Ja, jeg fatter det ikke. Det fungerer slet ikke.
Tyskland har derimod altid kørt godt, mens England har været en stor udfordring, selvom de har et kæmpe festivalmarked. Franskmændene virker meget interesserede, så det bliver vores næste store satsning."
- Ved I, hvorfor nogle markeder bare ikke fungerer?
"Vi har ikke en klar forklaring, men når det gælder Sverige, kan det måske hænge sammen med deres festkultur. De fester mere ude og ikke så meget derhjemme, og de har heller ikke den samme camping kultur på festivaler som i Danmark og Tyskland. Derudover virker det som om, der er en større kultur for ikke at forstyrre andre.
Samtidig har vi også oplevet, at vi ikke kan bruge de samme festivalbilleder i Sverige, som vi kan andre steder. Hvis vi f.eks. viser et billede af to piger og en fyr på festival pladsen, bliver det ofte opfattet som seksualiserende. De er generelt mere politisk korrekte."
- Men I fandt ud af, at USA er et marked, som I ville ind på og et der giver mening?
"Ja, det går udmærket – det er også et marked, vi satser på. Vi omsætter for 100 millioner derovre, men det er jo ingenting i forhold til det samlede marked. Så der er stadigvæk et stort potentiale, men det kræver meget at opbygge en operation derovre."
- Er det profitabelt lige nu i USA?
"Ja, det er det. Men vi driver stadig meget af forretningen herfra – de supporterende funktioner er baseret her. Alt produktudvikling sker også her."
- Har I et lokalt kontor derovre?
"Ja, vi har en håndfuld medarbejdere, der arbejder remote."
- Hvad er det vigtigste telefonopkald, du har modtaget eller foretaget? Det er et lidt svært spørgsmål – måske du ikke lige kan komme på det nu, men måske er der en samtale, der skiller sig ud? Det kan også være personligt – det behøver ikke kun være relateret til Soundboks.
"Det første, der falder mig ind, er faktisk et opkald, der ikke var til mig, men til min medstifter Hjalte. Vi var til optagelse i en accelerator i USA, som investerer i tidlige startups og coacher dem. Det var i 2015, lige efter vi var startet.
Vi havde ansøgt om optagelse, men det var ekstremt svært at komme ind – accept-raten var under 1%, og de investerede 1 million kroner i de virksomheder, de udvalgte. At blive optaget var et kvalitetsstempel for virksomheden, som gjorde det nemmere at rejse kapital og komme ind på det amerikanske marked.
Der var 10.000 ansøgere, og de inviterede 500 virksomheder til interview. Hvis du gik videre til næste runde, fløj de dig til Californien i tre dage, hvor du blev interviewet i 10 minutter. Det var de mest intense 10 minutter i ens liv.
Vi vidste, at hvis man blev optaget, ville de ringe – hvis ikke, ville man få en mail."
- Hvor mange vælger de ud fra de 500 til interview?
"De vælger 100. Så ud af 10.000 ansøgere bliver kun 100 optaget. Hvis vi kom ind, skulle en af os blive derovre, så Hjalte blev i San Francisco, mens vi andre tog til en konference i Finland.
På et tidspunkt ringer Hjalte til os, mens vi står i lufthavnen. Han siger, at vi ikke er kommet ind. Jeg åbner straks min mail for at tjekke, men der er ingen afvisning. Så indrømmer Hjalte, at han lavede sjov – vi var faktisk blevet optaget. Det var en sindssyg oplevelse! Jeg løb rundt i lufthavnen af ren begejstring.
Hjalte befandt sig på det tidspunkt på et hostel i San Francisco, hvor han sov i en sovesal med 20 andre, fordi vi ikke havde penge til andet. Han var ude at spise med en kinesisk mand, han havde mødt på turen, da han modtog det livsændrende opkald.
Det var en surrealistisk oplevelse og det vigtigste telefonopkald i mit liv."
- Hvor stor var Soundboks på det tidspunkt?
"Vi havde en omsætning på 1,8 millioner det år."
- Og man melder sig til det her program?
"Ja, man ansøger om at blive optaget. Airbnb, Instacart, Reddit og andre store virksomheder har også været en del af det."
- Er det et TV-format?
"Nej, de investerer i dig og coacher dig i tre måneder."
- Var det god coaching?
"Ja, 100%! De er de bedste i verden. Programmet er mest for tech-virksomheder, og mange af de helt store har været med."
- Hvad får de så ud af det? Får de en del af virksomheden?
"Ja, dengang investerede de 1 million kroner for 7% af virksomheden."
- Hvornår står du op til hverdag? Hvordan ser din dag ud?
"Som udgangspunkt står jeg op kl. 7. Hvis mit første møde først er kl. 9, arbejder jeg hjemmefra i halvanden time. Vi møder typisk ind på kontoret kl. 9.
Jeg kan godt lide at være foran fra morgenstunden. Ofte får jeg en masse mails om aftenen eller natten fra vores team i USA, så jeg starter dagen med at få styr på dem. Det gør, at jeg kan være mere tilstede med mit team her og ikke stresser over min indbakke, når jeg møder ind – og samtidig kan tage mig tid til en kop kaffe."
- Hvad er din dårligste vane?
"Uha, der er mange..."
- Nå, har du mange dårlige vaner? Du slår ellers ikke som typen, der har mange.
"Jeg tror, at min største dårlige vane, som så mange andre, er at prokrastinere – altså at udskyde ting, jeg burde få gjort. Jeg tror ikke, jeg har ADHD eller ADD, men jeg har nogle af tendenserne, hvor jeg let bliver distraheret af noget nyt, når jeg skal i gang med noget."
- Hvad var din skærmtid i sidste uge?
"46 minutter."
- Mener du det? Det må være en rekord.
"Jeg har ikke min telefon med i soveværelset. Jeg står op, laver kaffe, går i bad og skriver tre ting ned: hvad jeg er taknemmelig for, tre ting jeg gerne vil opnå i dag, og en ting jeg glæder mig til. Alt det noterer jeg i en dagbog, før jeg overhovedet åbner min computer."
-Skal du så finde på tre nye ting hver dag?
"Ja, men det behøver ikke være helt nyt hver gang. Hvis jeg f.eks. er taknemmelig for min kæreste tre dage i træk, så går det jo nok meget godt."
- Hvor længe har du haft den rutine?
"Ret fast i fire år. Jeg rører ikke min telefon, før jeg tager afsted mod arbejde kl. 8:30."
- Hvad ville du kalde din selvbiografi?
"Min mor har en joke om, at den skulle hedde Hun klarede den – næsten. Den kan jeg meget godt lide. Jeg tror, jeg ville sige, at den bare skal udgives efter min død."
- Har du nogle råd, du ville give dig selv, før du kastede dig ud i det her kæmpe eventyr?
"Jeg tror mest, jeg ville sige: "Træk vejret" og tage det lidt mere roligt. Dengang følte vi, at det skulle gå enormt stærkt, men det var jo kun os selv, der lagde det pres. I virkeligheden havde det nok været sjovere, vi havde brændt færre penge af, og vi havde haft det bedre, hvis vi havde givet os selv lidt mere tid. Måske havde det taget to år længere, men helt ærligt – who cares?"
- Hvad er dit end-goal professionelt?
"At lave noget fedt, der gør verden til et bedre sted… eller, det lyder måske lidt kliché."
- Der er nok nogle, der sidder derude og er uenige – især naboen, der får blæst høj musik ind gennem væggen.
"Ja, helt sikkert! Men jeg synes, vores brand har sin plads i verden og bringer folk sammen. Alt fra skoler og klubber til det danske døvelandshold i håndbold bruger vores højtalere – simpelthen fordi det er den eneste lyd, de kan høre.
Men også bare fester. Du er jo selv i festbranchen, og fester er noget, folk nemt ser ned på. Men mine forældre mødte hinanden til en fest. Christoffer fortalte mig første gang, at han ville starte en virksomhed – til en fest. Det at blive færdig med gymnasiet er en fest. At blive gift er en fest. Jubilæer, forlovelser... Jeg kender ikke nogen anden situation, hvor der skabes flere venskaber, første kys, minder for livet og dumme planer end til fester.
Hvis vi kan være med til at skabe flere af dem, så er det sgu meget fedt. Og samtidig skabe en arbejdsplads, hvor folk elsker at være."
- Ja, ud fra måden I har brandet jer selv på, virker det ikke så corporate?
"Nej, præcis. Vi har en mere flad kultur uden så meget hierarki. Vi er meget sociale – når klokken slår 12, spiser vi alle frokost sammen på tværs af afdelingerne.
Noget, der virkelig definerer os som brand og kultur, er forskellen mellem at være "warm cool" og "cold cool". Cold cool handler om eksklusivitet – at være sej, fordi ikke alle må være med. Det er VIP-mentalitet. Warm cool er derimod at være sej, fordi alle er velkomne. Det handler om fællesskab, varme og inklusion.
Hos os er det warm cool. Vi er en flok skæve typer – inklusiv os selv – som måske ikke altid passer ind andre steder, men som har fundet et fællesskab her. Det er fællesskab gennem individualitet, ikke gennem assimilation. Og det er nok det første, man lægger mærke til, når man er her i længere tid: Vi er en blandet gruppe, men vi behandler hinanden godt."
- Uden at kende det indefra, får jeg også indtrykket af, at det er en fed arbejdsplads?
"Det håber jeg i hvert fald, at folk vil sige!"
- Det var faktisk alt for i dag – fedt, at du ville være med!
"Tak fordi jeg måtte – og tak for frokosten!"
