Hero image

Mads Steffensen: Den uventede karriere vej

25.07.2024

I denne udgave af 'Bare en frokost' mødes vi på Broens Gadekøkken på en solrig dag. Mads Steffensen – den ikoniske stemme bag radioprogrammet Mads og Monopolet – tager os med på en rejse gennem sin imponerende karriere inden for radio, tv og podcast-verdenen, mens han nyder en frokost med Anthon.

I dag er vi endt på Broens Gadekøkken og spiser tacos, men hvad spiser du normalt til frokost?

"Det er meget forskelligt, men jeg prøver at holde mig til et bestemt tidsvindue og spiser mellem kl. 12 og 20. Når jeg er på farten, kan det godt blive til en salat, men det er bestemt ikke altid, at jeg spiser sundt."

"Min hverdag er ikke ens, så det varierer meget. Jeg sidder en gang om ugen på kontoret, når vi optager Mads og A-holdet. Ellers arbejder jeg hjemmefra, fra et kontorfællesskab, eller hvor det nu passer."

Så det bliver meget take-away i hverdagen?

"Ja, det ender det ofte med."

For dem der ikke kender dig, kan du give en kort introduktion til, hvem du er?

"Jeg er uddannet journalist. Jeg startede i begyndelsen af 1990'erne og blev færdig i '97. Efterfølgende lavede jeg et tv-program kaldet 'Hvem er hvem?', som involverede at gætte professionen på tre personer: en stewardesse, en tømrer og et blikkenslager. "Det lavede jeg i en sæson sammen med Lars Hjortshøj, Amin Jensen og Michael Carøe."

"Herefter arbejdede jeg som sportsjournalist, først på DR Sporten og senere på Berlingske Tidende. "Jeg troede, jeg skulle være sportsjournalist, så jeg testede det af i en periode og oplevede en masse i marken og interviewede spillere."

Fandt du ud af, at det ikke var noget for dig?

"Jeg syntes, det var fedt, men det med at arbejde i weekenderne passede mig ikke. Jeg husker engang, jeg stod på Gladsaxe Stadion til en midtugekamp med AB og tænkte, at jeg var ligeglad med, om en spiller havde et skud tæt på overliggeren."

Jeg landede mit drømmejob på Berlingske lidt for tidligt i livet.

"For hvad gør man, når man opdager, at drømmejobbet ikke er drømmen alligevel?"

Jeg manglede mening. Det kan godt være, jeg bliver sportsjournalist igen en dag, men dengang var timingen ikke rigtig. "Jeg var i slutningen af 20'erne, og mange ville ønske, de havde fået den mulighed, men timingen var bare ikke rigtig."

"Efter min tid som sportsjournalist blev jeg tilbudt en stilling på P3 som upliner på et formiddagsprogram. Da værten gik på orlov, spurgte de, om jeg ville tage over, og det gjorde jeg. Jeg lavede et morgenprogram og et formiddagsprogram, og i 2003 startede jeg Mads og Monopolet, som jeg lavede i 17 år."

Det tænker jeg også er det mest ikoniske program, folk kender dig fra?

"Ja, det er det." "Når folk fortæller, hvor de kender mig fra, er det ofte Mads og Monopolet." " Det tog fart fra starten af."

I slutningen af 2006 startede du også med 'Go' aften Danmark'?

"Ja, det lavede jeg i fire år. Efter fire år blev jeg træt af det, da det blev meget det samme. Herefter lavede jeg radio og derefter 'Kender du typen?' i otte år. "Jeg har lavet en masse forskelligt, også inden for sport."

"For 3,5 år siden skiftede jeg til Podimo, hvor jeg startede Mads og A-holdet op, som er samme koncept som Mads og Monopolet, hvor folk sender dilemmaer ind. Jeg kan mærke, hvordan vi hjælper folk, og vores mening betyder noget. Når vi får reaktioner og opfølgninger fra folk, der forklarer, hvordan vi virkelig har hjulpet dem, gør det mig bare så glad og giver det hele mening."

Hvilket øjeblik fra din tid som vært har gjort størst indtryk på dig?

"Der er mange, men jeg vil sige, at mindekoncerten for Kim Larsen på Rådhuspladsen står klart. DR ringede og spurgte, om jeg ville være vært på en mindekoncert i studiet, hvilket jeg gerne ville. Senere ændrede det sig til en folkefest på Rådhuspladsen. Det med at balancere noget sørgeligt med at hylde en person kræver forsigtighed. Jeg fokuserede på musikken, minderne og folks egne oplevelser af Kim Larsen. Hele Rådhuspladsen blev fyldt, og Minds of 99 bad alle deres telefoner, hvilket lyste pladsen op. Det var en smuk afslutning og hyldest til ham. Det billede og den oplevelse har siddet fast lige siden". 

Hvordan forbereder du dig på dilemmaerne til Mads og A-holdet?

"Min producer Louise og jeg, som jeg har arbejdet sammen med i 14 år, gennemgår de indsendte dilemmaer. Vi ringer til folk for at få mere info eller afklare spørgsmål. "Vi sørger for, at dilemmaerne ikke minder for meget om hinanden, så episoderne bliver varierede."

Er der nogle af dine gæster, der har gjort et ekstra stort indtryk på dig?

"Jeg kender alle mine gæster virkelig godt, og mange har været med fra starten. "Det er vigtigt at have et dynamisk hold, der kan udfordre hinanden og skabe god kemi og dialog."

Hvordan gik du fra at arbejde i shipping til at blive journalist?

"Alle i min omgangskreds arbejdede i shippingbranchen, så det var naturligt for mig også at gøre det. Jeg blev uddannet som skibsmægler assistent, men følte, jeg havnede for hurtigt på en hylde. Jeg ville gerne lave noget mere og gå mere i skole, så jeg søgte ind på Journalisthøjskolen og kom ind."

Din stemme er meget genkendelig. Bliver du ofte genkendt, når du ringer til folk?

"Ja, der går ofte lige et par sekunder, hvor folk vurderer, om de kender stemmen. Nogle siger hurtigt 'Jeg ved godt, hvem du er,' mens andre lader som om, de ikke gør."

Hvad var din skærmtid på din iPhone i sidste uge?

"Jeg tror, den var på 4 timer." Skærm Tiden er lidt en satan, for hvis jeg ser serier på telefonen, tæller det også med. Jeg havde på et tidspunkt en konkurrence med Møldrup om at komme ned på mindre skærmtid, men vi kunne ikke holde den kørende."

Hvad motiverer dig arbejdsmæssigt?

"Det er de mennesker, jeg arbejder sammen med. Jeg har et godt hold omkring mig, som inspirerer mig. Jeg er god til at finde de rigtige mennesker til både mit arbejdsliv og privatliv. Jeg har en slags liv fokusgruppe af særlige mennesker, der er gode at have i mit liv."

Hvad er det vigtigste opkald, du har lavet eller modtaget?

"Det vigtigste moment i mit liv var nok i 1988, da jeg gik på handelsskolen i Aalborg. Jeg mødte en pige, som senere blev min kone. Vi mistede kontakten efter skolen, men mødtes igen i 1993 på en bar i Jomfru Ane Gade, og vi har været sammen lige siden."

Hvad er forskellen på at være radiovært og podcast vært?

"Jeg synes ikke, der er stor forskel." Vi laver alle lyd. Jeg lytter selv til mange podcasts og har nogle faste favoritter. Jeg er altid blevet spurgt, om jeg bedst kan lide tv eller radio. Jeg kan lide begge dele, men hvis jeg skulle vælge, ville jeg vælge et radiostudie. "Det er mit yndlingssted, hvor jeg kan fordybe mig og lære noget sammen med mine gæster."

Har du svært ved ikke at skifte over i værtsrollen, når du er gæst?

"Nej, her er det meget afslappet." "Men jeg har svært ved at slippe arbejdet helt, da jeg godt kan lide at være i kontrol."

Har du et råd, du ville have givet dig selv inden din karriere startede?

"Jeg var meget temperamentsfuld som yngre." Jeg elsker at vinde og hader at tabe. Jeg ville ønske, nogen havde sagt til mig, at jeg skulle tage det roligt og nok skulle nå det hele. Det vigtigste er at kommunikere. "Hvis man tør det, når man langt."

Har du stadig temperament i dig? F.eks. når du spiller padel?

"Ja, jeg er meget konkurrencepræget og ambitiøs. "Jeg flipper ikke ud, men kan godt stikke lidt til modstanderne."

Hvordan ser resten af 2024 ud for dig?

"Jeg har en spændende sommer foran mig, hvor jeg skal rejse gennem Europa i en el-folkevognsbus med min kone. Senere støder vores børn og deres venner til, og vi mødes et sted i Europa i en uges tid. Jeg skal også på Smukfest og fortsætter med Mads og A-holdet over sommeren."

Hvad er dit end-goal? Noget du føler, du skal opnå?

"Nej, det har jeg faktisk ikke." Jeg er meget taknemmelig for alle de ting, jeg har fået lov at lave. Det, jeg synes er spændende, er udviklingen af mediebilledet. Hvilke formater, der åbner sig op, og som man kan se sig selv i. "Det er en spændende tanke at lege med."